”Så kom skyldfølelsen. Havde jeg fejlet som mor?” Maja fandt en løsning på sin søns motoriske usikkerhed

”Så kom skyldfølelsen. Havde jeg fejlet som mor?”

Maja fandt en løsning på sin søns motoriske usikkerhed

En dejlig forårsmorgen sidste år var min mand og jeg på vej over for at aflevere vores søn, Alfred på knap 2 år i vuggestuen. Vi var begge to med fordi vi skulle til en trivselssamtale, egentlig ikke noget vi havde skænket mange tanker. Vores lille guldklump var jo helt perfekt og vi kunne ikke forestille os at der skulle være noget at sætte en finger på.

Vi afleverede en glad dreng på hans stue og gik bagefter med ind i personalerummet hvor vi skulle have en samtale med den pædagog, der havde været primær kontaktperson i indkøringen. Alfred startede først i vuggestue da han var halvandet, så det var vores første samtale, og vi havde begge en god mavefornemmelse! Han havde udviklet sig meget på den korte tid han havde været der, og både han og vi var glade for institutionen og pædagogerne.

Vi snakkede om løst og fast, og fik hurtigt et indtryk af at alt var lige så godt som vi selv havde på fornemmelsen. Men så blev pædagogen lidt mere alvorlig og sagde ‘men..’ .. ‘åh nej’ tænkte jeg straks.. ‘men hvad?’.

Og så fortalte hun at de havde bemærket at Alfred var meget motorisk usikker. Han var bange og utilpas når de havde motorik leg i fællesrummet og trak sig med det samme. Hun gjorde det klart for os at det var noget vi skulle arbejde med, og selvom hun sagde det på en meget kærlig måde var hun også bestemt.

Mit hjerte sank, og alt den ros min lille dreng havde fået syntes pludselig så ligegyldig. Jeg følte straks undskyldningerne komme op; ‘han er jo også meget sensitiv’ og ‘det er bare fordi han ikke føler sig tryg herovre’, men jeg vidste godt det ikke helt holdt stik. Jeg havde jo også set det derhjemme. Hvordan han kunne få et mindre sammenbrud når han skulle gå ned af et enkelt trappetrin alene, hvordan han blev bange hvis man løftede ham op over hovedet, hvordan han kunne gå i panik når man satte ham på et bord. Så kom skyldfølelsen. Havde jeg fejlet som mor? Var det min skyld? Så pædagogerne ned på ham eller mig for den sags skyld?

Vi snakkede med pædagogen om hvordan de gjorde motorik til en leg i vuggestuen og hvad vi selv kunne gøre derhjemme. Hun fortalte hvordan de lavede små forhindringsbaner med bObles tumlemøbler, skamler, borde, madrasser og gynger. Det gik op for mig at den slags havde vi aldrig gjort ret meget ud af derhjemme.

Min mand og jeg gik hjem og snakkede om hvad vi kunne gøre og besluttede at vi ville anskaffe os nogle af de der smarte bObles tumlemøbler. Vi havde hørt flere tale godt om dem, men jeg var skeptisk! Hvordan skulle sådan et par skumfiduser hjælpe en lille fyr med motoriske udfordringer?

Kort tid efter kom de så med posten, Elefanten og Krokodillen. Jeg læste på bObles hjemmeside om hvordan man kunne bruge møblerne på forskellige måder og så gik vi ellers i gang. Alfred genkendte straks møblerne fra vuggestuen, og synes bestemt det var spændende, selvom han var tilbageholdende. Til at starte med holdt han mig i hånden når han forsigtigt bevægede sig op af krokodillen som udgjorde en lille trappe. Når han nåede til tops kiggede han stolt på mig! Så langt så godt.
Elefanten brugte vi i starten til at træne hans balance. Han sad på den som en vippe og holdt krampagtigt fast i mig mens jeg stille gyngede ham frem og tilbage. Det var bestemt ikke afslappende for nogen af os.

Efter kort tid begyndte han selv at opsøge møblerne, han blev mere og mere modig og før jeg vidste af det klarede han vores små øvelser helt selv. Da først han begyndte at få selvtillid gik det stærkt. Der blev bygget baner, krokodillen blev vendt om og brugt som surfboard og elefanten sad han og gyngede let på mens han så fjernsyn. Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne, og min skumfidus-skepsis blev gjort til skamme.

Henne i vuggestuen havde de også bemærket den store forandring. Han var begyndt at nyde motoriklegen og opsøgte selv fællesrummet for at ‘lave baner’ som han sagde. Når jeg afleverede ham om morgenen strøg han hen til sine venner og sammen hev de borde, stole og madrasser frem og byggede små forhindringsbaner. Kravlede under borde, op på stole, hoppede ned på madrasser osv. De nød det. Alfred nød det! Pludselig kunne jeg ikke lade være med at grine lidt af mig selv, og hvor panisk og flov jeg havde været over at mit barn havde haft motoriske udfordringer. I stedet følte jeg mig taknemmelig. Taknemmelig over gode pædagoger der så det med det samme og hjalp Alfred videre på fineste vis. Taknemmelig over at have en sund og rask tumling som bare havde brug for lidt ekstra hjælp, et kærligt skub og selvtillid.

Det er ved at være et år siden vi begyndte at integrere motorik leg i vores hverdag, og Alfred elsker det! Hans fantasi har ingen grænser, og der er ikke den ting i vores hjem der ikke kan bruges når han bygger baner. Når banen er bygget og alt omhyggeligt er sat som det skal sættes, beordrer han min mand og jeg til at komme, og så gælder det om at komme igennem hans nøje tilrettelagte bane så hurtigt som muligt! Han finder hele tiden på nye måder at sammensætte sine tumlemøbler på, nye måder at udfordre sig selv på. Nogle gange falder han, men han er ikke bange for det, han rejser sig bare kækt op igen og fortsætter hvor han slap.

Artikel af: Maja Sode